Vælg en side

Fri af mit handicap til vand

Halliwick gjorde mig fri af mit handicap til vand
af Sanna Kjølbye

Jeg har, lige som alle andre på min alder, haft svømmeundervisning i skolen. Jeg blev dog aldrig rigtig god til det, fordi jeg altid har været angst for at få hovedet under vand. Alt jeg har foretaget mig i vand, har været med hovedet holdt så højt så muligt. Det har fungeret, men været hæmmende for mange ting.

Jeg er uddannet pædagog og måtte i mit tidligere job opgive at tage et livredningskursus, skønt jeg på alle måder prøvede at lære mig det. For seks år siden fik jeg mit nuværende arbejde i en specialbørnehave med eget bassin. Så vidt muligt er vi i vandet med børnene fra stuen en gang om ugen. (Dog har det været ude af drift i længere perioder.)

Temadag med Bodil Føns

For nylig havde vi Bodil Føns, som underviser i Halliwick, ude og holde en temadag på arbejdet. Bare én dag i bassin og undervisningen gav mig et helt nyt perspektiv på vore aktiviteter i bassin, og jeg fik lyst til at lære mere. Samtidig blev jeg også meget bevidst om mit eget handicap i vand, og om hvor mange af de grundlæggende Halliwick øvelser jeg ikke kunne lave.

 

Halliwick Grundkursus, 1. del


Alligevel tænkte jeg ikke, at det ville hæmme mig i at bruge det til at lære fra mig, og jeg meldte mig til et Halliwick grundkursus.
Noget af det første jeg blev bevidst om i vore praktikker i vand på kursets første del var, hvor højt over vandoverfladen jeg holdt min svømmer. Jeg skulle ikke risikere, at vedkommendes hoved kom under vand. Dette gjorde arbejdet unødigt hårdt både for mig og for svømmeren (som jo heldigvis på kurset, kunne gøre mig opmærksom på, at jeg gjorde det….igen).

Desuden måtte jeg lave øvelser med andre, som jeg enten ikke selv kunne, eller ikke kunne ordentligt, fordi min vinkel i vandet blev forskudt, når næse og mund skulle holdes oven vande. Jeg fik stille og roligt presset mine grænser, når vi f.eks. skulle puste i vandoverfladen med munden, eller endnu værre, med næsen. Én gang blev jeg ved en fejl dykket ned under vandet i en leg. Jeg græd, da jeg kom op igen.

Sidste dag i første forløb skulle vi tage prøve. Da jeg skulle komme i fra kant, kom jeg kort under, men formåede at bevare roen og komme op til flydestilling. Dette var den første store sejr.

Læring mellem de to kursusforløb

Mellem de to kursusforløb var vi som vanligt i vandet med børnene fra stuen, hvor vi flittigt brugte vores nye viden, og børnene profiterede af det. Nogle nåede dertil, hvor de gerne ville have hovedet under vand. Jeg kæmpede for at min skræk ikke skulle ses eller smitte af på dem, når jeg opfordrede dem til at prøve ting, eller de bare gjorde dem.

Ugen inden sidste del af kurset dykkede jeg helt bevidst ned med barnet, da vi lavede ”10, 20, 30…”. Efter snart ½ års tilløb havde jeg endelig gjort det, og jeg var helt euforisk. Hvis det lykkedes mig at lære det, ville jeg blive så meget bedre i mit arbejde med børnene, da jeg ville kunne lave så mange flere ting.

 

Halliwick Grundkursus, 2. del 

Sidste kursusforløbs første dag gik for mig med at prøve de øvelser, jeg aldrig havde kunnet. Skønt hver øvelse krævede tilløb, var sejrsfølelsen bagefter det værd. Jeg prøvede endda at lave en baglæns koldbøtte.

Men den største åbenbaring var, da jeg skulle lave tværakserotation fra liggende til stående. Jeg havde altid brugt mange kræfter på at komme op. Men nu hvor nakken kunne bukkes frem, og det ikke gjorde noget, at næse og mund kom under vand, arbejdede vandets opdrift og tyngdekraften pludseligt for mig. Hvilken forskel!
Samtidigt observerede jeg dog også, at nogle ting blev sværere, fordi al min fokus var på min vejrtrækning, og det at overskride min grænse, når hovedet kom under vand.

Den proces jeg har oplevet på egen krop, kan sammenlignes med, hvad vi udsætter de fleste af vores børn for, når vi tager dem med i bassin. De fleste af dem er trygge i lodret stilling med hovedet oven vande, men paniske hver gang de skal ned og ligge eller kommer for tæt på vandoverfladen med næse og mund.

I dag ved jeg af egen fysisk erfaring, hvor handicappende dette er for at kunne bevæge sig frit i vand. Hvor meget en lille vinkelforskydning kan betyde for udførelsen af en bevægelse. Og hvor svært det kan være at udføre det, man bliver bedt om, når fokus er koncentreret på én lille del af udførelsen, nemlig den, der er sværest og/eller mest overskridende. Alle dele af 10 punktsprogrammet er vigtige, men nogle er sværere at opnå end andre, og noget er næsten umuligt før man kan eller tør noget andet.
Alligevel arbejder vi med alle punkterne på forskelligt plan, og jeg opfordrer, opmuntrer og udfordrer børnene konstant. Ind imellem snyder jeg dem også til at lave aktiviteter, men aldrig så det for alvor overskrider deres grænser. Samtidig er jeg opmærksom på ikke at være bange på deres vegne, for så risikerer jeg at hæmme dem.

Det er absolut ikke hverken rart eller hensigtsmæssigt, når det indimellem går galt. Men det er ikke nødvendigvis hæmmende for fremskridt, tværtimod kan det give den erfaring, at man overlevede det, og at det måske ikke var så farligt endda.
Hele tiden er jeg dog bevidst om, at det er dem selv, der skal finde lysten, for at det for alvor kan lykkes, og at mit job er at hjælpe dem med at finde den. Når den først er der, tror jeg på, at de kan lære alt, men vi arbejder med små skridt.

Jeg har ikke nået at været meget i bassin siden kurset sluttede. Men jeg glæder mig hver gang og tror på, at mine erfaringer gør mig til en bedre fysisk og psykisk støtte for barnet i vandet.

Ved fortsat at bruge webstedet, accepterer du brugen af cookies. mere information

Cookieindstillingerne på denne hjemmeside er indstillet til "tillad cookies" for at give dig den bedste oplevelse muligt. Hvis du fortsætter med at bruge denne hjemmeside uden at ændre dine cookie-indstillinger, eller klikker på "Accepter" nedenfor, så giver du samtykke til dette.

Close